Aktuelt

Herunder har jeg fundet nogle links, som er interessante i forhold til den her præsenterede teori om mennesket.

Sange på hjernen
Sjovt lille eksempel, som de fleste vist har prøvet. Eksemplet demonstrerer på en tydelig måde, at opfattelsen af mennesket som et fornuftsvæsen ikke holder. Det er langt lettere at forstå et fænomen som "sange på hjernen" ud fra en teori, som den her præsenterede. Det er netop disse handlingsbilleder, der ligger til grund for, hvad vi sanser og bemærker. Dermed vil nogle sange være mere iørefaldende end andre blandt andet pga. sekvenser, som gentages flere gange.

Snyd din hjerne - og spis dig sundere
Dette er også et eksempel på, at vor traditionelle opfattelse af mennesket som et fornuftsvæsen ikke holder, heller ikke i forbindelse med spisevaner. Artiklen giver, på den baggrund, nogle helt enkle råd til at tabe sig.


Herunder har jeg indsat nogle eksempler på aktuelle debatindlæg. De er ikke udtryk for min mening og husk endelig, at denne teori heller ikke kan tages til indtægt for de præsenterede synspunkter. Jeg har udvalgt dem, fordi de oplagt kan beskrives og analyseres inden for rammerne af denne teori.
Grundtanken i ”Om mennesket” er, at man handler på baggrund af handlingsbilleder. Da man intet kan sige om deres ophav, kan man intet generelt sige om menneskets handlinger. Man kan med andre ord ikke tage denne teori til indtægt for nogen holdninger eller meninger. På dette punkt adskiller denne teori sig fra alle andre filosofiske systemer, som alle kan tages til indtægt for bestemte holdninger i kraft af, at de alle bygger på generelle udsagn om mennesket.
Nu kunne man så tro, at vi har at gøre med en teori uden slagkraft. Dette er på ingen måde tilfældet, nærmest tværtimod. Til grund for enhver beskrivelse ligger der nemlig altid en antagelse om eksistensen af nogle handlingsbilleder. Disse har man ikke direkte adgang til, dvs. det altid beror på en vurdering af, hvilke handlingsbilleder, der er involveret. Dermed er der åbnet op for mange forskellige fortolkninger af tilsyneladende ens situationer, som altså giver en alsidighed, man ikke finder i andre filosofiske systemer.
Nu er det ikke kutyme, at man nævner sine forudsætninger i debatindlæg. Efter hvert indlæg har jeg derfor, efter bedste evne, nævnt nogle forudsætninger. Jeg benævner ikke specifikt forudsætningerne for handlingsbilleder, men det er sådan set underforstået, at der er tale om handlingsbilleder. Jeg lader altså teorien fra ”Om mennesket” tale med, når jeg forsøger at finde frem til disse forudsætninger.

At lyve    - analyse med eksempler.

Jeg drukner i alt det vrøvl, I lukker ud     af Claus Sølvsteen (CS)   18/10 2010
CS mener at kunne konstaterer, at debatniveauet i mange tilfælde drukner i perfide, småtskårne og selvcentrerede kommentarer. Det kan der være to grunde til: Enten beskriver CS noget reelt eller også har CS selv ændret sig, så han nu ser debatten i et andet lys end tidligere. Personligt hælder jeg til den første forklaring, selvom CS selvfølgelig formulerer sig noget provokerende.
Spørgsmålet er så, hvorfor der er sket en sådan udvikling? En mulig forklaring er denne: Den almindelige autoritetstro og respekt for andre er faldet. Men i stedet for et nyt og bedre menneske viste der sig et mere selvcentret individ, som lige kan overkomme at udgyde eder og forbandelser over andre.
Skal man så indføre svenske tilstande, som CS foreslår? Måske, men det kan være farligt. Der vil uvilkårligt foregå en ensretning af debatten, og det er nu engang ikke altid de velargumenterende, de veluddannede eller flertallet, der har ret. Bag eder og forbandelser kan der godt gemme sig relevante oplevelser og iagttagelser, selvom det ikke er så velformuleret.